Foredrag

Jeg holder jævnligt foredrag om humor, typisk indenfor følgende emner:

  • Humor i historien: Hvad er humor? Hvordan er humor blevet brugt og betragtet igennem tiden? Hvad ler vi typisk af – og (hvor meget) har det ændret sig? Hvilke funktioner kan humor tjene i kommunikation?
  • Politisk humor: Hvordan bruger komikere/journalister/kunstnere/etc. humor til at kritisere eller kommentere på politiske beslutninger eller politikeres adfærd? Og rykker det ved vælgernes opfattelse af politik eller politikere? Hvordan bruger politikere humor til at fremme sig selv eller deres budskab – eller til at sløre det? Hvilke humoristiske strategier bruger komikere, der stiller op til politiske valg? Og hvordan lykkedes det nogle af dem at vinde?
  • Humor i taler: Hvordan bruger man humor i taler? Hvilke humoristiske teknikker er typisk til rådighed for en taler, som gerne vil bruge humor? Og i hvilke situationer egner humor sig typisk bedst?

Eksempel på foredrag:

I forbindelse med Forskningens Døgn i 2018 var jeg rundt omkring på Sjælland og holde tre foredrag om mit ph.d.-projekt:

”Når komik og politik smelter sammen”

I 1994 lovede den danske komiker Jacob Haugaard ”medvind på cykelstierne” og blev valgt ind i Folketinget. I 2010 lovede den islandske komiker Jón Gnarr ”alt muligt til de trængende” og blev valgt som borgmester i Reykjavík. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvilken rolle spillede humor i deres valgkampagne – og for deres sejr? Og i et bredere perspektiv: Hvad fortæller indtoget af komikere og kendte i politik mere generelt om folks opfattelse af politik og politikere?

Det er et udbredt fænomen over hele kloden, at både kendte og komikere stiller op til valg. Dette foredrag stiller skarpt på to komikeres humoristiske valgkampagner – og deres efterfølgende spektakulære valgsejre. Ingen af komikerne havde et egentlig politisk valgprogram, primært en række fjollede valgløfter, og ingen af komikerne ville egentlig vælges. Så hvordan lykkedes de alligevel? I foredraget analyserer jeg dele af komikernes valgkampagner, blandt andet ud fra forskellige humorteorier, og kommer også ind på begrebet ’celebrity politics’, der kan være med til at forklare, hvorfor komikere og kendte i det hele taget har succes i politik.